Har du brug for 5 minutters indre fokus, ro og balance, at rette opmærksomheden indad samt at hente styrke i det mindfulde sind er denne video måske lige noget for dig. Find dig godt til rette, gør dig det behageligt, og lad dig ikke forstyrre af omverdenen og andre gøremål i de næste 5 minutter. https://www.youtube.com/watch?v=3QMwyzq-Ar8

’Mester i overspringshandlinger’

Måske kan du genkende dig selv, når jeg skriver ’mester i overspringshandlinger’. Det er i hvert fald en kunst, jeg vil tilskrive mig selv. Faktisk er jeg lige nu i gang med en overspringshandling, nemlig at skrive et blog-indlæg om det, frem at tage fat på de arbejdsopgaver, som ligger og venter på mig, og som jeg igen får lagt lidt til side, for at gøre plads til noget andet. Jeg lader mig helt enkelt forstyrre af andre ting og gøremål.

Hvad er det, der gør, at vi springer til overspringshandlinger, frem for bare at kaste os ud i det, vi har sat os for at gøre eller som vi har til opgave at udføre? Og hvad er en overspringshandling egentlig, er der måske også nogen, som spørger sig selv? Indenfor etologien betyder overspringshandling en tilsyneladende irrelevant handling, jfr. Wikipedia, som et dyr foretager, når dets instinkter giver det selvmodsigende beskeder, så flere uforenelige adfærdselementer stimuleres samtidig. Eksempelvis kan et dyr, der er i kamp motiveres til både aggression og flugt. Et sådant dyr kan pludselig begynde at pudse sin pels, tørre sit næb af mod en gren, eller udvise seksualadfærd. Som regel vil overspringshandlingen være ganske kortvarig, da den ydre situation vil stille krav, i eksemplet vil modstanderen udnytte chancen og enten stikke af eller fortsætte kampen.  Overført til os mennesker betyder det, at vi ofte lader os forstyrre af andre gøremål midt i, eller inden vi skal påbegynde det, som vi gerne vil være fri for at foretage os, fordi der indeni os er modstridende følelser, vi vil gerne, og samtidig vil vi ikke.

For mig hænger overspringshandlinger oftest sammen med gøremål, som jeg finder ubehagelige. Det er ofte handlinger, jeg skal udføre, og som jeg er utryg ved, og som jeg derfor udskyder i det uendelige (hvis ellers jeg kan) eller til det ikke længere kan udskydes. Det kan også være handlinger, som jeg finder umådelig uinteressante eller kedelige, men det kan også skyldes, at der er frygt, ja endda angst, forbundet med den handling, som jeg hele tiden skubber foran mig. Jeg tyer helt enkelt til overspringshandlinger, når jeg bevæger mig udenfor min comfort zone, når jeg føler mig utryg og utilpas i den handling, jeg skal udføre, og når der følger frygt og angst med i købet, ja i værste fald risikoen for afvisning. I sådanne tilfælde kan jeg blive ved med at finde på andre gøremål, som jeg liiiige er nødt til at klare, inden jeg går i gang med den handling, jeg ellers har sat mig for at udføre.

Nogle mennesker er bedre til at overkomme sådanne situationer, end andre. Ofte er det forbundet med den oplevelse vi får, når vi så endelig tør hoppe ud i det nye. Bliver bare en enkelt oplevelse positiv, så bliver det nemmere at overkomme næste gang, og vi tør på ny kaste os ud i en ny handling, som vi finder ubehag eller utryghed ved. Bliver oplevelsen derimod knap så positivt, så er det den erfaring som lagrer sig i vores krop og sind, og det bliver derfor sværere at overkomme nye forsøg på ny handling næste gang, vi sætter os det for.

Tyr vi til overspringshandlinger fordi de opgaver, vi skal løse er kedelige og uinteressante, så beror det ikke på, at vi føler os usikre eller utrygge, men der er simpelthen bare noget, som er mere sjovt. Det gælder for mange af os alt det som vedrører husligt arbejde, rengøring, tøjvask, strygning, madlavning, handle ind, oprydning mv. Måske du kender til, at du også nemt kan komme på andre og mere spændende tanker, når disse opgaver står for døren. Oftest viser det sig dog, at når vi så har udført disse opgaver, så kommer vi til at føle os godt tilpas, vi bliver tilfredse, ja måske endda lidt stolte af os selv, og vi kan ånde lettet op, og belønne os selv med gode og givende handlinger bagefter.

Det samme gør sig faktisk gældende for de handlinger, som vi bevist og ubevist prøver at undgå eller udskyde, fordi de er forbundet med usikkerhed, utryghed og frygt. Når vi så endelig får gjort noget ved dem, og kan sætte et hak udfor aktiviteten, så sker der noget med vores selvagtelse og selvværd. Det kan godt være, at vi ikke lykkedes, så godt som vi havde håbet på, men vi gjorde det, vi brød med vores comfort zone, vi vovede at gøre noget, som vi ikke plejer at gøre, og som ikke er rutine for os, og vi kan mærke stolthed over os selv, selvtilfredshed, og vi føler os måske lidt lettere indeni, end før.

Så en overspringshandling handler også om, at vi gør os selv parate til at kaste os ud i noget, som er uprøvet, utrygt og frygtsomt for os. Alle de andre handlinger, vi kommer til at fylde tiden ud med, har sit formål, de er med til at gøre os klar. Slå derfor ikke dig selv eller andre i hovedet, når de tyr til overspringshandlinger, vis i stedet tålmodighed, spørg dig selv, eller den du iagttager, hvad det er, som er så svært ved den givne handling, at den må udskydes, og spørg dig selv, hvad der skal til, for at overkomme de forhindringer, du får sat op indeni dig. Vis barmhjertelig og tålmodighed med dig selv, og du er godt på vej.

Hvad er det, der rammer os, når et liv alt for tidligt tages fra os?

Det er jeg optaget af i disse dage, da jeg nyligt erfarede at en person, som jeg kendte for nogle år tilbage, er gået bort.

En ung kvinde, som alt for tidligt måtte herfra, og hvor sygdom til sidst vandt kampen over hende og hendes vilje for overlevelse. Vores veje krydsede, og i en periode var vores kontakt daglig, en person, som jeg havde en professionel relation til, men som gjorde indtryk, og hvis ve og vel optog mig. At denne unge kvinde allerede stod for tur, og nu efterlader mand og barn, et barn, som i høj grad fortsat har brug for sin mor i sin opvækst til at blive et selvstændigt voksent individ, det gør mig inderligt ondt.

Jeg fyldes af vemod og tristhed, ja endda tomhed, for hvor er det mærkeligt at tænke på, at vores veje aldrig mere skal krydse hinanden og at der ikke længere vil komme et opslag fra hende på Facebook. Tanker går til hendes familie, som må leve med savnet efter hende.

Da jeg for nogle år siden mistede min mor, var det min oplevelse, at hun i sit sygdomsforløb var langt mere afklaret med at skulle herfra, end vi der stod hende nær og som blot kunne se til. Det er de efterladte, som har det svært, og som må kæmpe sig tilbage til livet og på ny finde mening med og i livet, når vi mister. Det kan være svært, særligt når man som barn mister en mor eller en far, og netop derfor gør tabet af denne unge kvinde særligt indtryk på mig.

Hvordan hjælper vi bedst, når nogen mister, for ord kan virke så utrolig fattige, og hvad kan vi egentlig sige? Faktisk vil vi jo gerne sige noget, som kan lette smerten, gøre det nemmere at bære, gøre det godt, men der findes ikke ord og handlinger, som kan fjerne smerten eller gøre det godt igen, for intet af det vi gør eller siger vil bringe deres kære tilbage, men vi kan hjælpe den som har mistet. Det kan vi gøre ved at stille os til rådighed, så den der har mistet ikke skal stå det igennem alene. Ofte er der blot brug for nogle ører, en arm og en skulder at græde ud ved, et kram, et kærligt klem, en aen på kinden. Vi behøver ikke at være så bange for at gøre den som har mistet ked af det, for personen ER ked af det, og der er intet af det, vi siger og gør, som bevirker at personen bliver mere ked af det, men ikke at gøre noget, det kan såre og gøre utrolig ondt. Det kan efterlade den, som har mistet, i ensomhed, forladthed, isolation. Vær derfor ikke så bange for at spørge ind til den som har mistet. Vov at stille dig til rådighed, tilbyd dine ører og dine arme, at læne sig op af. Husk at det at sørge er en naturlig proces af livet, for efter liv kommer død.

December kalder på traditioner, samvær og nærvær med vores nærmeste, glæde, omtanke og næstekærlighed. December kalder på fest, hvor både gamle og unge mødes på ny, hvor vi holder i hånd, synger og krammer, og hvor vi forkæler hinanden med gaver, blomster, kys, kram og kærlighed. Selv i vores travle liv finder vi tilbage til gamle traditioner, hvor der bages julekager, fældes og pyntes juletræ, pyntes op med gran og stearinlys, ses julekalender og hygges i familiens skød. Der er frokostbordet, hvorom vi samles med dem, som vi sjældent ser og som har stor betydning og værdi for os.

December er årets sidste måned. Det er her, vi stopper op en stund, reflekterer over året, der er gået, og gør os tanker, drømme og håb for det år, som kommer. Det er her, vi kan komme i vildrede, og det er her, vi er i fare for at komme til at gøre os selv forkerte, egen fordømmelse, for nåede vi nu de mål, vi satte os ved årets start? Måske ikke, måske ændrede vores forudsætninger sig undervejs, måske tog vores drømme nye retninger, måske dukkede uventede forhindringer op på vores vej, udfordringer, som vi har været nødt til at tage os af. Der kan være utallige grunde til, at vi er, hvor vi er i dag. Forskellen ligger i måden, hvorom vi tænker på os selv og disse grunde. Gør vi det med accept og anerkendelse af os selv?

Anerkender vi os selv, for det menneske vi er? Hvis ja, så er vi i stand til at lægge det forgangne år bag os med fornyet glæde og energi, og ny retning, nye mål og drømme for den tid der kommer, kan tage plads i os. Vis derfor dig selv barmhjertighed og tolerance. Tilgiv det, du ikke nåede, og sæt dernæst fokus på din ledestjerne. Den skal føre dig derhen, hvor du gerne vil være. Det kan være i familiesammenhæng, arbejdsrelation, velstand, sundhed, velvære, livsbalance og meget mere.

Min ledestjerne lyser strålende klart for mig, den stråler, den giver ro til mit indre, den holder mig i fokus, og den minder mig om de positive ting og egenskaber, som jeg med fordel kan lade mine tanker kredse omkring. Min ledestjerne består af 4 værdier, som jeg har valgt at leve efter, holde fokus på, og tilstræbe opnåelse af igennem alt det jeg gør i forhold til mine relationer og de sammenhænge, jeg indgår i, hver eneste dag.

Savner du en ledestjerne, så tænk på, hvad der gør dig godt, hvor du henter din energi henne, hvor du lader op, og hvad du ønsker at have fokus på. Tegn din ledestjerne, skriv ud for hver stjernespids, hvad din værdi skal være, og gør dig tanker om, hvad du lægger i værdien, og hvordan du kan opnå den i alle livets sammenhænge. Din stjerne kan have lige så mange stjerne-spidser, som du har brug for. Det er det, som gør den til din stjerne. Det er din ledestjerne og den er unik for dig. Visualiser din ledestjerne, lad den føre dig godt igennem december, og lad den tage dig på nye ’rejser’ i den tid som kommer.  Lad den stråle over dig og skinne for dig. Glædelig jul.

Kontrol er godt for meget……

Den har i hvert fald hjulpet mig igennem mange af de buler, jeg har mødt på min vej igennem livet. Kontrol er ofte en overlevelsesstrategi, som rigtig mange af os gør brug af. Det gør jeg også. Jeg bryder mig faktisk ikke om, ikke at være i kontrol. Jeg ved, at kontrollen hæmmer mig i mange af de ting, jeg gerne vil her i livet, og samtidig holder den sammen på mig, og gør mig, til den jeg er.

Når jeg endelig tør slippen kontrollen fri, så oplever jeg for en stund friheden, friheden til at være mig, uden at skulle sætte regler, gøremål og hindringer op for mig selv. Samtidig mærker jeg angsten. Den handler mest om alt det ukendte, at jeg ikke ved, hvad som kommer, hvad jeg kan forvente mig, for jeg har jo sluppet kontrollen.

Prisen jeg betaler for at være i kontrol er stor………….

 ”Jeg holder ’verden’ i en armlængde fra mig selv”.

 ”Jeg vil/skal det hele selv, men magter det alligevel ikke”.

 ”Jeg slår mig selv i hovedet, når jeg ikke leverer det, som jeg tror, andre forventer af mig”.

 ”Jeg får dårlig samvittighed, når jeg ikke ”inviterer” og tager kontakt til venner og familie, for det er jo mit ’ansvar’ ikk’”.

 ”Jeg er hård & kontant, når jeg føler at mine grænser overskrides eller jeg selv mister overblikket”.

 ”Alt skal planlægges. Spontanitet – hvad er det”?

 ”Jeg skal selv være med i planlægningen, når det inkluderer mig – tænk hvis der aftales noget, som jeg ikke vi være med til, fordi jeg skammer mig”!

 ”Jeg presser mig selv hårdt. Hvis ikke andre gør noget, så gør jeg det selv, for det er vel mit ansvar”.

 ”Jeg har svært ved at nyde hverdagen – ser hele tiden fremad – men hvad med nuet, hvor blev det af”?

 ”Jeg ved jeg kan, og alligevel …… jeg føler mig lille og mindreværd, særligt i forhold til autoriteter”.

Det er, når vi tør slippe kontrollen, at vi bliver frie. Så bliver vi i stand til at mærke os selv, finde ind til kernen af den vi er, gøre det vi brænder for, uden at vi rammes af skyld og skam, uden at der er en indre røst, som irettesætter os. Når vi tør sætte os selv frie, så mærker vi nuet, vi bliver i stand til at elske os selv, for den vi er, og når vi elsker os selv, kan vi elske andre.

Tør du give slip og blive FRI?

Kontakt mig her for mere information.

At fødes og dø alene

Det at være ensom er et eksistentielt vilkår for os alle. Vi fødes alene og vi dør alene. Der er ingen til at dele momentet med os, det er et vilkår vi alle må forholde os til, og leve med. Alligevel søger vi igennem hele vores liv at udfylde tomrummet, at mindske følelsen af ensomhed. Vi søger efter at være del af et fællesskab, have nære relationer, som vi kan dele livet med, småt og godt, op- og nedgange, modgang og medgang, ja alt det livet fører med sig og har at byde på.

Ensomheden opstår i os, når vi oplever at vores sociale behov ikke dækkes af vores relationer. Det er der desværre rigtig mange af os, som oplever. Det gælder især for vores unge men også for den ældre generation. Omkring 6% af alle unge føler sig ensomme hele tiden eller næsten hele tiden. Det er alt for mange.  Der kan være  forskelligartede årsager til ensomhed. Det kan skyldes mobning, sygdom, modenhed, religion, at vi er flyttet, dødsfald, skilsmisse, studieskift, skift i arbejdsplads, at man ikke har sammenfaldende interesser med dem man omgåes, fysisk isolation og mange andre tilfældigheder. Måske kender du en tæt på dig, som du har en mistanke om er ensom. Og måske ved du ikke helt, hvordan du skal nå ind til personen, hvordan du kan hjælpe, for måske personen trækker sig. Det er helt naturligt for den som føler sig ensom at trække sig. Det er i vores samfund både pinligt og skamfuldt at være ensom, og derfor bliver det utrolig svært at sætte ord på ensomheden og række hånden frem og bede om hjælp. Ensom, og du vil ofte have manglende tiltro til andre, at de faktisk vil dig det godt.

Måske har du en forventning om at blive afvist, og det afholder dig fra at indgå i sociale aktiviteter. Selvom du bliver indbudt til at deltage, så siger du nej tak, da du ikke kan forestille dig, at de andres intentioner er gode, at de virkelig vil dig. De som du er omgivet af, og som prøver at række en hånd frem, vil ofte give op, og tage afstand. Det bliver en ond spiral som hverken du eller de kan bryde, før du er parat til at tage imod livet, at vove at stole på andre, at vove at vise andre dine sårbarheder med risiko for at de vender dig ryggen. Det er svært at gøre alene og sammen bliver det nemmere. Det vil jeg gerne hjælpe dig med.

Møder du et barn eller en ung som har mistet, med tavshed?

Når et barn eller ung mister, så har vi en tendens til at møde dem med tavshed.

Vi ved ikke rigtig, hvordan vi skal tale med dem, om det at miste en mor, far eller en søskende. Ofte handler det om begrænsninger hos os selv. Vi tænker måske "at det vi ikke taler om/fortier, det forsvinder.". At vi gør ondt værre, ved at tale om det som er smertefuldt, at når barnet græder, så har vi gjort dem kede af det, fordi vi minder dem om det, som gør så ondt, tabet af en mor eller far eller søskende. Men sådan forholder det sig ikke.

Smerten, sorgen og tabet er der, uanset om vi italesætter det eller ej. Når vi vælger at møde barnet eller den unge med tavshed, så lader vi dem alene, de bliver ensomme i deres sorg, og får ikke afløb for deres følelser. Det er først når vi taler med andre om os selv, at vi udvikler forståelsen af os selv. Det er i relationen at vi får defineret, hvem vi er. 

Når jeg taler om sorg, så er det ikke kun sorg i forbindelse med døden, men sorg er også i forbindelse med skilsmisse, sygdom, flytninger, alkoholmisbrug/andet misbrug eller psykisk sygdom. Det er her utrolig vigtigt, at vi møder barnet/den unge, der hvor han/hun er. At vi anerkender barnet/den unge, for det han/hun har gjort eller gør, og at vi tør spørge ind til alt det, som er så svært og gør så ondt, og at vi gennem vores spørgen ind hjælper barnet/den unge til at få skabt orden i det kaos som kan herske indeni, hjælper til med at få styr på hændelsesforløb, tanker og følelser, for derigennem at skabe rum og plads til en ny historie - vejen frem i det videre liv.

Det er så utrolig vigtigt, at vi som voksne står ved vores ansvar, at vi tør hjælpe og tør stille os til rådighed, at vi bringer barnet/den unge ud af ensomheden og tavsheden, og vi stiller os til rådighed som lyttere. Helt enkelt - Bare at være der........

Citat fra Sokrates 'Livet er dejligt at leve, bare man har karaktersvaghed nok til at nyde det'.

Vi skal leve vores liv i nuet, lige nu, mens vi har det, ikke udsætte til i morgen, for måske der ikke er et 'i morgen'.

At miste en som står os nær er med til at minde os om, at vi skal leve livet nu og her. Det sætter vores liv i perspektiv, livet og døden. Sorgen, som følger med det at miste, er med til at minde os om, at vi skal leve vores liv nu, være tilstede i nuet, gøre det, vi vil gerne vil lige nu og her, mens vi har livet, være nærværende og i kontakt med vores nære, og huske på at give udtryk for det, som betyder allermest for os, mens øjeblikket er der.

Da jeg selv mistede min mor, blev alle mine sanser skærpet, og mine valg og prioriteter i livet forandredes. Jeg forandrede mig.

Jeg blev mindet om, hvor skrøbeligt livet er, og samtidig hvor fantastisk det er, og hvor meget jeg har at miste, hvis jeg ikke lever livet nu, mens jeg har det, for jeg ved ikke, om der er et i morgen......

Vi kender det alle sammen.Vi er top-gearet og super motiveret.

Vi går til 'projeket' med liv og sjæl og vi fyldes af energi og livslyst, som driver os mod målet. Det kan være at målet er at tabe sig, komme i form så vi kan løbe et marathon eller vinde golfklubbens årlige turnering. Det kan være at spare sammen til drømmeferien eller boligen, kæmpe for gode karakterer, og komme ind på drømmestudiet eller arbede hårdt for jobbet, som vi så inderligt brænder efter. "Projekterne" kan således have mange ansigter, men de har alle det til fælles, at de er målbare. Vi er fokuseret og vi går målrettet efter at projektet skal lykkes, og intet kan stoppe os.

Målet er nået, eller vi er tæt på, og hvad sker der så. Motivationen daler, energien forsvinder, fokus er der måske nok, men andre tanker får fat, og vi 'trækker' os selv ned med selvkritik og destruktive tanker. Vi slår os selv 'oveni' hovedet, bliver kede af det, ja måske endda vrede over, at vi ikke kan fastholde og blive i den positive cirkel. Hvorfor er det, at når vi har opnået vores mål, når vi virkelig er lykkes, at vi så ikke evner at holde fast? De ekstra kilo vi gerne ville tabe, de er væk, karaktererne som sikrer os adgang til drømmestudiet er i hus, formen er på plads og marathon er gennemført på den ønskede tid, kort sagt, vi er en succes.

Vi evner bare ikke at blive ved, målet er nået, og vi begynder at 'slappe af', vi lader 'luften sive ud af ballonen', og vi falder stille og roligt tilbage i de velkendte gamle mønstre. Sofaen trækker mere end løbeturen, de sunde madvarer lader vi blive i supermarkedet, og trangen til en lørdagskage vender tilbage, vi køber lige den ekstra bluse, selvom vi godt ved, at vi stadig skal spare, og jobbet, vi så gerne ville have, det viste sig ikke at være så spændende endda, eller måske bliver det for overvældende. Det er ikke fordi vi ikke er vedholdende eller stærke, men simpelthen fordi at vores vaner og livsmønstre ligger så dybt i os, at det tager tid at afkode noget, som vi har været hele livet om at lære.

Når vi skal lave om på vores vaner, vores måder at agere og reagere på, så må vi udvise barmhjertighed, tålmodighed og næstekærlighed. Vi må udvise samme empati og forståelse for os selv, som vi ville gøre det for vores nærmeste, og vi må forsøge ikke at fordømme os selv. Vi falder nemlig ikke tilbage i de gamle mønstre og vaner fordi vi er svage eller mangler karakterstyrke, men fordi det tager tid, tålmodighed og omsorg at afkode noget, som har været vores følgesvend igennem mange år. Det er vaner og livsmønstre som har haft en funktion, som har været vores måde at være i verden på, at overleve på. De har alle udfyldt huller i vores indre, som vi nu skal udfylde på anden vis, eller som vi måske er nødt til at kigge på, og arbejde med, for ikke at falde i.

Der skal mange forsøg til og for hvert forsøg bliver vi lidt stærkere i de nye livsvaner, vi kæmper med at tilegne os, så fortvivl ikke, men BLIV VED 

Din krop er dit vidne.  Den rummer alle dine oplevelser, såvel følelsesmæssige som fysiske. Den husker de ting, som du mentalt har ’glemt’, blokeret, eller var for lille til at kunne sætte ord på og udtrykke.

Din krop bliver din temperatur-måler, den fortæller dig, hvornår noget er farligt, og hvornår noget er godt, trygt og varmt for dig. Den er dit vidne.

Kroppen vil sende massevis af signaler til dig, som når du evner at lytte til dem, og tage dem alvorligt, vil være et særdeles givtigt ’værktøj’ for dig, til at regulere og prioritere de ting, som du foretager dig i dit liv.

Kroppens signaler kan være mange, eksempelvis hovedpine, hjertebanken, svedeture, rastløshed, uro, anspændthed, rygsmerter, muskelsmerter, mavepine, forhøjet blodtryk, muskelsammentrækninger med mere.

At tage disse signaler alvorligt, og ikke kun at ’medicinere’ sig ud af dem, men med nysgerrighed at gå ind i dit ’kropssprog’ og at undersøge på, hvad det er, den forsøger at fortælle dig, hvad det er du gør, som ikke er sundt for dig, og som kroppen prøver at få dig til at stoppe med, kan blive kilden til ny viden om dig, og muligheden for at lave om på det, som ikke længere er hensigtsmæssigt eller sundt for dig, ligger pludselig i dine hænder.

At tage på rejse i din krop kan give fornyet indsigt i dig, ny mening og forståelse, mulighed for ændring.

Terapi med kropslig fokus kan være nyttig når du ønsker at arbejde med dig selv. Ofte har vi brug for andre til at gøre os opmærksomme på, hvad det er vi gør. Og det er først når vi bliver opmærksomme, at vi er i stand til at udforske, og opdage at kroppen har en vigtig funktion, at den er vores vidne til alt vi gør, og at vi ved at lytte til den, har mulighed for at ændre på det, som ikke længere er virksomt.

Tag din krop alvorlig, vær opmærksom på, hvad den prøver at fortælle dig, og frygt ikke at gå ind i den og undersøge på, hvad det er, den forsøger at dele med dig.